Bukemorgen 2015

Kl. 08.00 bød Asperup, Roerslev, Nr. Åby jagtforening som vanen tro på en kop kaffe i rævehulen. På dette tidspunkt havde flere af foreningens medlemmer allerede været oppe i flere timer for at være på plads på vildtbanen kl. 05.10 hvor almanakken angav solopgang. Allerede inden kl. 08.00 lå de første to bukke klar på paraden og løbet af de næste timer, hvor et ganske pænt antal fremmødte havde nydt morgenkaffe og rundstykker  kom to stykker råbukke mere til. Således lå 4 bukke på parade kl. 10.00 hvor indvejningen fandt sted.

Alle bukke lå forendt umiddelbart efter første skud. Der kunne dog sagtens have ligget flere bukke på paraden idet flere jægere kunne rapportere om, at have set spidsbukke. Disse blev dog kun observeret og klarede alle frisag med muligheden for at opnå medaljestørrelse.

Resultatet af indvejningen var som følger:

Seksender nedlagt af Brian Lundby, Voldby. Indvejet til 14 kg.

Gaffelbuk nedlagt af Torben Simonsen, Fauerskov. Indvejet til 15 kg. (Det kunne ved tandeftersyn afgøres, at der var tale om ældre returbuk).

Seksender nedlagt af Mogens G Nielsen, Maderupgård. Indvejet til 17 kg.

Ulige seksender nedlagt af Niels Anton Thorborg, Eskelund. Indvejet til 18 kg.

Således kunne Niels Anton Thorborg modtage 2 flasker vin som præmie for største buk. Bukken blev skudt kl. 05.20 på Eskelund og var derfor ikke kun den største, men også den første buk på paraden.

Vejret denne 16. maj var koldt og blæsende og kort tid efter præmieoverrækkelsen begyndte regnen at falde, hvorfor alle hurtigt trak ind i rævehulen til mere hyggeligt samvær. Kun foreningens formand blev efterladt i regnen, efter at have påtaget sig opgaven at grille pølser til øvrige fremmødte.

Af fremmødet og stemningen i rævehulen at bedømme, må dagens arrangement betegnes som en succes og en god start på sæsonen 2015-2016.

© 2024 - Danmarks Jægerforbund - alle rettigheder forbeholdes

https://www.jaegerforbundet.dk/